Untitled
Signed E. Thoresen and dated -44. Canvas 81 x 65 cm.
Mjellby konstmuseum, "Surrealismens kvinnor - Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen och Elsa Thoresen", 15 February – 6 September 2020.
Kunstforeningen GL Strand, Köpenhamn, "Kvindernes surrealisme. Francicska Clausen, Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresen", 14 September 2018 - 20 January 2019. There after MSJ – Kunstmuseet, Tønder, 2 February - 2 June 2019
Den amerikanskfødte maler Elsa Thoresens (1906-1994) billede uden titel fra 1944 er udført i en overgangsperiode i kunstnerens skandinaviske produktion. Uddannet i Norge og Belgien, gift og bosat i Danmark, flygtede hun sammen med sin mand og to børn i 1943 fra det tyskbesatte Danmark til Sverige, hvor hun opholdt sig frem til 1953. Maleriets lagdelte komposition med sten eller klipper forneden, hav, tang og bølger i midten og de abstrakte, næsten flammende, opadstræbende former foroven vidner på mange måder om den udvikling, som Thoresens arbejde gennemgik i netop de år. Fra at være en internationalt engageret og anerkendt surrealist i 1930erne bevægede hun sig under opholdet i Sverige i retning af et både naturinspireret og abstrakt billedsprog.
Maleriet er karakteriseret ved en høj grad af sanselighed i fremstillingen af naturens elementer. De fine penselstrøg vidner om en nærmest erfaringsbaseret forståelse af vandet, der kraftfuldt griber fat og hvirvler sand op fra havbunden. Maleriet kan i lyset heraf da også forstås på flere måder: Dels som kunstnerens oprigtige interesse for at formidle omgivelserne og de enkelte naturindtryk, dels som et mildt glimt af den surrealisme, der langsomt er ved at glide i baggrunden i hendes produktion. Med viden om de drifter og den symbolik, som surrealisterne arbejdede med, kan maleriets figurative bestanddele – stenene eller klipperne som udtryk for en mandlig energi, og vandet eller havet som udtryk for en kvindelig ditto – nemlig udmærket ses som mødet mellem det mandlige og det kvindelige, der her slår mod hinanden og i sammenstødet genererer nyt liv.
Maleriet er bevaret i sin originale ramme og blev vist på udstillingen ”Kvindernes surrealisme” i Kunstforeningen Gl. Strand og på Sønderjyllands Kunstmuseum i Danmark i 2018-2019 og på Mjellby Konstmuseum i Sverige i 2020.
Johan Zimsen Kristiansen, konsthistoriker